BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Mariagerfjord Kommunes vigtigste resurser og helt særlige styrker og muligheder er stærke Fællesskaber, et sjældent godt Samarbejdsklima hele vejen rundt, og et mærkbart tillidsfuldt og respektfuldt Holdspil mellem administration og politikere og mellem kommunen, virksomhederne og borgerne. En kommune der lever sine værdier i dagligdagen. Mariagerfjord er en veldrevet kommune. Fornuftig og effektiv, uden nogen tilbøjelighed til at gøre tingene sværere, mere bøvlede og bureaukratiske end nødvendigt. Vi tilstræber konstant at bruge hinandens tid klogt.
De politiske visioner og ambitioner er til at få øje på: ”Her vil vi mere – og der er plads til flere”. Vi vil lykkes med at skabe attraktive uddannelses-, bo- og levevilkår, særligt for unge familier i kommunen. Vi vil og skal lykkes med at vende et stagnerende befolkningstal, færre erhvervsaktive og stigning i aldersgennemsnittet. Denne udvikling skal ændres – vi vil blive bedre til at tiltrække nye borgere og til at fastholde også unge i kommunen. Kommunen har masser af styrker og potentialer – og derfor ved vi, det kan lade sig gøre ved et stærkt samarbejde mellem alle aktører i og uden for den kommunale organisation.
På denne dagsorden og i den kultur søger vi per 1. november 2023 en helt central spiller som chef for 3 vigtige områder, der virker for at understøtte hele den kommunale organisation og den politiske ledelse og for at binde det hele sammen på en effektiv og hjælpsom måde. De tre områder er kommunens overordnede økonomi, kommunens it-funktion samt Borgerservice.
Alle 3 områder er af forskellige grunde strategisk vigtige for kommunens ambitioner og fortsatte udvikling, men økonomien er selveste fundamentet for en veldreven kommune. Derfor har vi fokus på at chefen allerede har erfaring med den kommunale økonomis finurlige og komplicerede sammenhænge og dynamikker. Vi forventer, at du arbejder med den kommunale økonomi – eller har gjort det for nyligt - og at du kombinerer det med ledelse, helst af ledere, men i hvert fald af medarbejdere. Du skal simpelthen have siddet med det selv.
Helt let bliver det ikke at efterfølge en respekteret kulturbærer, der igennem mange år har bidraget til den gode tone og et meget tillidsfuldt samspil mellem den politiske ledelse og administrationen og til at vi har godt styr på økonomien. Omvendt vil dine friske øjne på kommunen givet kunne bidrage med nye perspektiver og nye måder. De vil blive taget godt i mod – hvis de er gode.
Stillingen tilbyder en stor radius med god plads og rum til at øve indflydelse på hele kommunens udvikling og til at lede i de fora, hvor tingene fødes og gives strøm - Byrådet, økonomiudvalget, direktionen, DC, MED-udvalgene m.m.
Der er også stor variation af opgaver, men særligt vigtige er disse:
- At fastholde et sikkert overblik over og styring af den totale økonomi
- At fortsætte udviklingen med at koble budgetprocessen op på byrådets vision
- It/digitalisering skal oversættes og indkobles tættere på den øvrige organisation/kerneopgave
Vi ser frem til, at vores nye chef tør komme med sig selv og sit – og tør udfordre respektfuldt, pragmatisk og løsningsorienteret, som det passer til Mariagerjord, hvor kultur og værdier betyder lidt mere end faste regler, systemer og procedurer.
Du kan læse meget mere om Mariagerfjord Kommune på www.mariagerfjord.dk og om stillingen og ansættelsesprocessen i det uddybende notat.
Du er også velkommen til at kontakte Jan Kjeldsmark på 40734950 for at høre mere om stillingen.
Ansøgning og CV uploades på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside via link nederst på siden. Ansøgningsfristen udløber den 29. august 2023.
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Byrådets mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen.
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet omkring løsning af kerneopgaven. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Mariagerfjord Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Mariagerfjord Kommune, Himmerlandsgade, 9, 9560 Hadsund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://mariagerfjord.career.emply.com/ad/stabschef-for-okonomi-it-og-borgerservice/b7w68s/da
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5859360