Det årlige julearrangement på museet i Hadsund er også tilbage i år, og der er gratis adgang denne gang, når møllenisserne inviterer til julehygge.
Det er Havnø Mølles Venner, der arrangerer julearrangementet, hvor alle aktiviteter for børn er gratis.
Her kan du f.eks. lære hvordan du folder smukke engle, juletræer og andet pynt af gamle bøger. Det er Anna Rysbjerg fra Visborg, kendt som underviser i bogfoldning, der viser hvordan. Anna Rysbjerg kan også lave smukke øreringe med julestjerner, som er til salg ved arrangementet.
Hvis du gerne vil prøve at binde smukke blomster og lave dekorationer, så vær med, når Aase Skov, som er særdeles dygtig udi blomsterbinding, står klar til at hjælpe dig på vej.
Der er også brug for de mindstes fingerfærdighed: Der skal trilles pebernødder med møllenissemor. Pebernødderne bages i den varme ovn, og kommer med hjem i et kræmmerhus.
Arrangementet afholdes under trygge forhold og for at forebygge smitte med Corona. Arrangøren beder publikum om at overholde de råd og påbud, der er om at holde afstand, spritte hænder og i øvrigt følge arrangørernes anvisninger.
Overskuddet går til vedligeholdelse af Havnø Mølle.
- Tid: Søndag den 21. november fra kl. 10 til 16
- Sted: Møllehistorisk Samling, Rosendals Allé 8, 9560 Hadsund