Høstfest ved Havnø Mølle

Foto: Havnø Mølle.
Profilbillede
dato

Sammen med Møllehistorisk Samling og Visborg kirke indbyder Havnø Mølles Venner til høstfest for hele familien ved Havnø Mølle. Sidste år, måtte vi aflyse arrangementet pga. corona-restriktioner, så alle implicerede glæder sig over, at det nu igen er muligt at fejre høstfest i de skønne omgivelser omkring Havnø Mølle.

Høstfesten afholdes søndag den 19. september fra kl. 10 til 16.

Helt som traditionen byder, starter vi kl. 10 med høstgudstjeneste. Gudstjenesten forestås af personalet fra Visborg kirke og finder sted i det store telt, hvor der er stillet stole og bænke op, men vil man være sikker på en siddeplads, er det en god idé at medbringe egen klapstol.

Vi glæder os over, at restriktionerne nu også er fortid for kirkernes vedkommende, så vi under kyndig ledelse kan synge med på de dejlige efterårssalmer.

Efter gudstjenesten sættes møllen i gang, og hvis der er vind til det, bliver der malet mel. Adgang til møllen er denne dag gratis for alle.

Høstfest er også børnenes fest, og børnene har igen i år mulighed for at male deres eget mel på håndkværn og bage deres egne pandekage over bål. Du kan også tage en tur i skoven eller til fjorden med Anders’ hestevogn. Begge dele er ganske gratis.

Den musikalske underholdning står Rebild-spillemændene for, og i teltet kan der naturligvis købes kaffe, te og sodavand med hjemmebag, og til frokost serves samt suppe med brød.

Høsten har også sat sit præg på mølleboden, hvor du kan købe (og smage) nogen af de lækre syltede sager.

Dejligt, at vi igen kan tage imod besøgende på Havnø mølle

Høstfesten er afslutningen på sæson 2021, der blev en næsten normal sæson – men også kun næsten. Der har været færre gæster – sandsynligvis pga. kravet om coronapas og de restriktioner, der gjorde, at vi kun måtte have 5 gæster inde i møllen ad gangen. Alligevel har de frivillige møllere nydt, at vi nu atter kan samles om at passe på ”den gamle dame”, som de kalder møllen.

Velkommen til en rigtig familiesøndag i Havnøs skønne omgivelser!

Kilde: Havnø Mølle
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook