Dansk Mølledag på Havnø Mølle

Profilbillede
dato

Så er vi i gang igen! I hele 2020 lå Havnø Mølles Venner og Havnø Møllelaug underdrejet. Generalforsamlingen måtte aflyses, den nationale mølledag i juni og alle planlagte arrangementer blev aflyst - ja selv de normale onsdagsåbninger sommeren igennem fik vi ikke lov at gennemføre.

Det betød ikke, at møllen stod ensom hen, for møllelauget organiserede sig i små grupper af 2-3 personer (vores ”bobler”), som på skift tog ud og lavede de nødvendige vedligeholdelsesopgaver, så møllen ikke kom til at lide under pandemien. Men det var slet ikke det samme som at have mulighed for at vise møllen frem for publikum.

Den 20. juni 2021 afholdes så igen den traditionsrige Dansk Mølledag, hvor næste 100 møller landet over holder åbent – og naturligvis er Havnø Mølle med igen.

Mølledagen sætter som altid fokus på børn og unge. Det er vigtigt, at de kender historien bag vores møller, så de i fremtiden kan bringe den videre til de næste generationer. På Havnø Mølle kan børnene dels komme helt tæt på processen, når der males mel på Nordjyllands ældste vindmølle, dels kan de selv prøve kræfter med at male mel på håndkværn. Melet kan de bagefter bage til pandekager over bål. Der vil være kyndig vejledning til stede.

Som tidligere år kan man også komme ud og køre i hestevogn, og opleve hvordan det var, når man i gamle dage kørte korn til mølle. Om eftermiddagen sørger Rebild Spillemændene for at slå den rette tone an. Møllen kører hele dagen, hvis der er vind til det.

Vi håber på godt vejr

Møllelauget håber selvfølgelig på så meget vind, at møllen kan male. Men vi håber også på fint og tørt sommervejr, for det antal gæster, der må være i møllen ad gangen, er kun 5 og i kaffeteltet, kan man heller ikke være så mange som normalt, så vi håber på mulighed for ”udeservering”.

Uanset vejret er naturen omkring Havnø Mølle en udflugt værd. Skoven er så smuk grøn som aldrig før, og engene omkring Havnø bliver nu plejet af flere hundrede får, der lige nu har lam. Det har givet engene et dejligt grønt og velplejet udsende.

Møllelauget søger medlemmer

De fleste i møllelauget har være med i 10-20 år, men nu begynder nogen at falde fra på grund af alder. Møllelauget er for nylig blevet suppleret med et ungt og energisk medlem, men vi har brugt for mange flere. Er du interesseret i gammel teknik, godt kammeratskab og en hobby udfoldet i de smukkest tænkelige omgivelser, så kig ud til os på mølledagen og få en snak med møllelaugets medlemmer. Alder og køn er ligegyldig. Vi forventer ikke, at du har særlige evner i forhold til møllen, du vil blive oplært af de andre i lauget. Er du interesseret, men ikke har mulighed for at deltage den 20. juni, kan du ringe til laugets oldermand Lise Andersen på 2388 8854. Vi håber at se dig den 20. juni!

HUSK at medbringe coronapas og mundbind, hvis du vil ind i møllen eller teltet. Vi respekterer naturligvis alle restriktioner og anbefalinger, og der sprittes af efter museernes retningslinjer. Skulle du glemme mundbind kan et sådant købes på stedet for 5 kr.

Velkommen til en rigtig familiedag på møllebakken!

Tid og sted: Søndag den 20. juni kl. 10-16. Havnø Mølle, Havnøvej 40, 9560 Hadsund.

Entre til møllen: voksne: 40 kr.; børn under 18 år og medlemmer: gratis

Adgang til festpladsen: gratis

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook