Dansk Mølledag på Havnø Mølle - en festdag for de gamle møller

Møllelauget har haft travlt for at gøre møllen (i lauget kaldt "Den gamle Dame") klar til at modtage gæster.
dato

Dansk Mølledag på Havnø Mølle den 16. juni 2024

I maj måned har Havnø Møllelaugs medlemmer har haft travlt med at klargøre Havnø Mølle efter vinteren - alle kiler skal være bankede, alle lejer smurte og sejlene sat, før møllen sættes i gang.

Møllen har også haft besøg af møllebygger Michael Jensen og to svende, der har restaureret den gamle melkværn. Restaureringen er betalt af Sparekassen Danmarks fond. Alt er altså klart til Dansk Mølledag, som i år fejres den 16. juni, hvor mere end 100 møller over det ganske land holder åbent. 

Mølledagen er en fest for alle aldersklasser, hvor vi landet over fejrer de gamle vand- og vindmøller. Det er en unik mulighed for at komme indenfor i en historisk mølle og beundre den fantastiske mekanik. Der er også god mulighed for at hygge sig sammen i kaffeteltet, hvor der kan købes drikkevarer og hjemmebagt kage.

Udenfor kan børnene prøve at male mel på håndkværn og bage pandekager over bål af det mel, de selv har lavet. Og så indbyder det smukke landskab på Havnø jo til skønne spadsereture til fjorden eller i skoven.

Store og små får mulighed for at køre en tur i hestevogn i de smukke omgivelser omkring møllen, og om eftermiddagen sørger Rebild Spillemændene for at slå den rette tone an. De har nu i mange år underholdt gæsterne på møllebakken.

Havnø Mølles Venner håber, at rigtig mange vil finde vej til Havnø Mølle den 16. juni mellem kl. 10 og 16 – en festdag for store og små.

Havnø Mølles Venner, der ejer den gamle fredede vindmølle, sætter en ære i, at området ved møllen er tilgængeligt for både fastboende og turister, og vi kan se, at det benyttes af rigtig mange, der tager madkurv eller kaffen med derud og nyder udsigten.

Foreningen henstiller, at man ikke flytter borde- og bænkesæt om foran møllen på grund af faren for, at vingerne rammer dem, men ellers er man meget velkommen til at bruge området, bare man rydder op efter sig. Fra den 16. juni og frem til udgangen af august måned er møllen åben for besøg hver onsdag kl. 10-16.

Møllen mangler frivillige
Alle aktiviteter ved Havnø Mølle gennemføres af frivillige. Nogle frivillige står for vedligeholdelse af møllen eller slår græs, andre viser rundt og atter andre står for kaffebrygning eller hjælper børnene med at male mel og bage pandekager ved arrangementer. De frivillige har et godt sammenhold og hygger sig, når de er sammen. Har du lyst at være med, så kig ud til os den 16. juni, eller kontakt møllelaugets oldermand Lise Andersen på 2388 8854.

Tid og sted: Søndag den 16. juni kl. 10-16. Havnø Mølle, Havnøvej 40, 9560 Hadsund.

Kilde: Havnø Mølles Venner
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.