Snerydning, skolemøbler, legepladser, tandproteser og fødevarer er alle indkøb, som borgere møder i deres hverdag, og som er afgørende for, at velfærden fungerer. Fremover samles langt de fleste af den slags indkøbsaftaler ét sted, idet Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerlands kommuner fredag den 30. januar 2026 indviede den nye fælles indkøbsenhed 'Indkøb Himmerland'.
Indvielsen fandt sted med deltagelse af borgmestrene fra de tre kommuner og markerer starten på et forpligtende samarbejde, hvor kommunerne samler deres udbuds- og indkøbsfunktioner i én fælles enhed med base i Hobro.
Indtil nu har kommunerne haft deres egne separate udbud og indkøbsaftaler, hvilket har ført til parallelle processer og dobbeltarbejde. Med Indkøb Himmerland samles hovedparten af indkøbene i én enhed.
Samarbejdet dækker stort set alle varer og tjenesteydelser, som kommunerne sender i udbud, fra kontorartikler til forbrugsvarer til pleje- og dagtilbud. Enkelte tekniske områder, som bygge- og anlægsopgaver og visse IT-kontrakter, ligger fortsat udenfor, men ellers samles det meste af det daglige indkøb nu i fællesskab.
En af målsætningerne er også at gøre det lettere for virksomheder at samarbejde med kommunerne. Leverandører får én tydelig indgang og bedre mulighed for dialog og vejledning gennem udbudsprocesserne, hvilket skal styrke muligheden for lokal deltagelse.
For borgerne vil de nye ændringer ikke nødvendigvis kunne mærkes med det samme. Formålet er at skabe bedre overblik og mere professionel styring, der på sigt kan styrke velfærden samt gøre det fælles indkøb mere effektivt. Enheden samler 14 medarbejdere i et fælles fagligt miljø.
Med dannelsen af Indkøb Himmerland er det nu muligt at erstatte flere separate udbud med ét fælles, hvilket reducerer analysearbejde og administrative ressourcer, så opgaver kan løses hurtigere og mere effektivt i samarbejde mellem de tre kommuner.
https://www.mariagerfjord.dk/nyheder/2026/tre-himmerlandske-kommuner-gaar-sammen-om-indkoeb