Mariagerfjord Kommune har netop annonceret, at 1,1 million kroner af kommunens budget skal sendes ud til aktivitets- og forebyggende projekter.
Det er Sundhed- og omsorgsudvalget, der har besluttet, hvilke projekter, der får hvad, når det kommer til fordelingen af pengene.
Projekter, der henvender sig til borgere over 60 år, får 290.000 kroner i den såkaldte paragraf 79 pulje jf. serviceloven. Derudover er der, til udvalgsmødet den 13. april 2021, blevet uddelt 831.700 kroner til frivilligt socialt arbejde i den såkaldte paragraf 18 pulje, der er den pulje, som netop indeholder midler til de lokale foreninger og frivilligt arbejde.
De projekter, der er blevet tildelt midler, i form af penge, har en bred rækkevidde, både når det kommer til byer i kommunen, men også i forhold til, hvem projekterne henvender sig til.
Det vigtige ved, at så mange midler kan blive sendt ud til aktivitets- og forebyggende projekter, er at sociale aktiviteter og fællesskab støttes og vedligeholdes - og det er, som udvalgsformand, Jan Andersen, forklarer, med til at give et godt liv og begrænse ensomhed.
Hvis du er interesseret i at vide mere om de specifikke projekter, der er blevet tilgodeset i fordelingen af puljen, kan du læse mere om det på kommunens hjemmeside.