Da vi gik på sommerferie sidste år, smilede vi, i ungdomsskolen til hinanden og glædede os til at verden måske var lidt mere normal når vi vendte tilbage, så vi kunne slippe for onlinemøder og restriktioner i vores klubber og på vores hold. Sådan gik det som bekendt ikke helt.
Nu er påskeferien slut, og vi kan stadig ikke åbne op for vores klubber og vores aktiviteter. Vi ville lyve, hvis vi sagde at vi ikke var trætte af det. Nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde, og vi har derfor gjort hvad vi kunne for at skabe online fællesskaber, mens vi venter på at klubberne åbner. Det bliver en festdag!
Det hele er nu slet ikke så skidt, for de online tilbud har givet unge fra hele kommunen mulighed for at deltage, og det er vi i ungdomsskolen meget glade for. Faktisk, tænker vi at der er nogle dele af vores online univers, som måske godt kan få lov at blive når vi engang er på den anden side af pandemien. Vi holder nu stadig meget af at kunne mødes og drikke en kop kakao sammen, men i en geografisk stor kommune med stor spredning på de unge, er det fedt at vide at alle kan have mulighed for at deltage i nogle af vores aktiviteter.
Lige før vi gik på påskeferie, afviklede en af vores unge medarbejdere en online gamer-aften på mediet discord hvor 35 unge deltog, hvilket må siges at være en kæmpe succes – og klart et af de største online hold i perioden. Når vi normalt holder LAN-party i ungdomsskolen, har vi ikke plads til helt så mange deltagere så det er jo en vigtig opdagelse, at vi nu ved at man måske kan kombinere de to; fysisk fremmøde og online deltagelse.
Vi har også afviklet mindre hold, men det har bestemt ikke gjort successen mindre. Det har skabt nogle helt særlige læringsrum uanset om det var vores online fotohold, instagram live med Lars i køkkenet, en samtale om demokrati og unge deltagelse i lokalsamfundet, besøg i smedjen online, madlavning, Harry Potter Kahoot, krea-konkurrence på kvindernes internationale kampdag eller personaledyst i klubben hvor de unge kunne heppe med fra online-sidelinjen.
Nu starter planlægningen af den næste online periode, så hvis nu der sidder nogen med verdens bedste idé derude, så send den endelig til os. Man kan finde vores kontaktoplysninger på ungdomsskolens hjemmeside eller sociale medier. Generelt, er det gået rigtig godt med madlavning og bagehold, så måske skulle vi have lidt mere af det? Måske skulle vi bage hveder til Store bededag? Eller måske mellemøstligt mad til kommende Eid-fejring? Der er mange muligheder, og som vi plejer at sige i Ungdomsskolen: vi kan, hvad de unge vil – så vi glæder os til at høre jeres inputs.
Det er de unges fortjeneste, at vi har blod på tanden til flere online aktiviteter, selvom vi alle sammen er lidt corona-møre. De fortjener stor ros. Der har været opbakning, god stemning og nærvær på trods af at vi alle sammen har siddet bag hver vores skærm. Vi voksne bilder os også ind, at det er fordi vi alle sammen savner hinanden og at både unge og voksne glæder sig til, at kunne samles i vores blandede grupper igen.
Indtil da, fortsætter vi med online aktiviteter og vores små trivselsgrupper, hvor vi må samles i små hold med unge fra samme klasse udendørs.
Ungdomsskolens brochure for forårssæsonen er også blevet ’coronaficeret’, og man kan derfor finde en masse klasse-tiltag på midtersiderne, hvor vi ikke blander unge fra forskellige klasser – men laver aktiviteter med unge, som går i klasse sammen.