Nyt regionaltog forbinder Nordjylland fra Skagen til Hobro med direkte rejser og flere muligheder

Foto: Mariagerfjord Kommune.
dato

Fra 17. januar bliver det muligt at rejse direkte med regionaltog på tværs af Nordjylland, når Nordjyske Jernbaners net udvides til også at omfatte Hobro og Arden.

Det bliver lettere at rejse på tværs af Nordjylland, fra både Hirtshals og Skagen til Hobro, uden at skulle skifte tog undervejs fra den 17. januar. Regionaltogene fra Nordjyske Jernbaner udvides nemlig til også at køre mellem Skørping og Hobro i forbindelse med køreplanskiftet.

Ændringen betyder, at byerne Hobro og Arden for første gang bliver en del af det sammenhængende nordjyske regionale tognet. Det bliver dermed muligt i praksis at tage toget fra Skagen til Hobro uden at skulle skifte undervejs.

I Mariagerfjord Kommune er der glæde over, at kommunen nu bliver integreret i det regionale togsystem. Arbejdet har stået på længe, men der er dog fortsat ønske om flere afgange til Arden Station, hvor der fortsat kun er timesdrift. Målet om halvtimesdrift på både Arden og Hobro Station fremgår af regionens vision for fremtidens togdrift.

Fra Region Nordjylland fremhæves det, at de sammenhængende togforbindelser fra Skagen i nord til Hobro i syd udgør et betydeligt løft for kollektiv trafik i hele Nordjylland.

Den nye togbetjening hele vejen til Hobro markeres lørdag den 17. januar med et arrangement på Hobro Station for alle interesserede. På dagen tilbydes gratis togkørsel med Nordjyske Jernbaner på strækningen mellem Hobro og Aalborg samt kransekage til de første 100 passagerer i Hobro.

Program for dagen på Hobro Station:

  • 10.45: Velkomst ved Thomas Eybye Øster, direktør, Nordjyllands Trafikselskab
  • 10.50: Tale ved Jesper Skov Mikkelsen, borgmester, Mariagerfjord Kommune
  • 11.00: Tale ved Mads Duedahl, regionsrådsformand, Region Nordjylland
  • 11.10: Servering af kransekage og sodavand
  • 11.30: Klipning af snor ved Mads Duedahl og Jesper Skov Mikkelsen
  • 11.36: Jesper Skov Mikkelsen og Mads Duedahl stiger på toget og kører nordpå

Fra og med 17. januar 2026 betyder den nye køreplan, at DSB’s IC-toge kun stopper i Hobro, Skørping og Aalborg i Nordjylland. Nordjyske Jernbaners regionaltog udvides, så de nu kører hele vejen fra Skagen til Hobro, mens Arden bliver betjent af Nordjyske Jernbaner. DSB fortsætter dog to morgenafgange mod Aalborg fra Arden.

Regionaltoget fra Nordjyske Jernbaner, der tidligere kørte mellem Hirtshals og Aalborg, fortsætter fremover til Skørping på hverdage i dagtimerne. Dermed bliver det muligt at rejse direkte fra Hirtshals, Hjørring og Brønderslev til Skørping uden togskifte.

Aalborg Lufthavn får desuden flere togforbindelser, da både IC- og lyntog fremover stopper ved lufthavnen. Dette giver nye rejsemuligheder til og fra blandt andet Hobro, Randers og Aarhus.

Sammenfatning af ændringer for togtrafikken fra 17. januar:

Kilde: Mariagerfjord Kommune