Hadsundløbet er endelig tilbage efter et års pause grundet corona-pandemien. Ruterne vil komme til at ligne sig selv, men i stævneområdet på Torvet, vil det komme til at være lidt mindre festligt i år, da corona-situationen stadig ikke er helt under kontrol.
Det er faktisk næsten to år siden, at arrangørerne af løbet - Sportigan Hadsund og Mariager Fjord Orienteringsklub - sidst bød Hadsunds løbeglade borgere velkommen til motionsløb i byen.
Der er derfor også høje forventninger til årets løb, der kommer til at løbe af stablen den 2. september klokken 18.30, hvor startskuddet vil lyde ude foran Sportigan-forretningen på Torvet/Storegade.
Det glæder stævneledelsen - der består af Palle Justesen fra Sportigan Hadsund og Erik Nielsen, Keld Østergaard og Jens Chr. Dalgaard fra Mariager Fjord OK - sig meget til.
Løberuterne, der er på 3,3 kilometer, 5,5 kilometer og 10,5 kilometer, vil der ikke blive rørt ved. Derimod vil selve stævneområdet på Torvet i Hadsund komme til at tage sig noget anderledes ud i år.
Det vil det af corona-mæssige årsager, da der ikke vil være fysiske opslag om deltagernes starttider, de tre løberuter med videre. Der vil heller ikke være resultatformidling efter løbet er slut.
Det vil i stedet være muligt at studere resultaterne på løbets hjemmeside.
Selve uddelingen af præmierne vil også først komme til at foregå i Sportigan-butikken i dagene efter løbet, så hvis man er så heldig at vinde noget, vil man komme til at vente til dagen efter med at få præmien overrakt.
Det samme vil gøre sig gældende for løbets vandrepokal, der er skænket af Urmager Erhardsen, da denne vil blive overrakt til en repræsentant fra det største deltagende hold i Sportigan dagen efter.
Der plejer også at blive uddelt frisk frugt efter målpassagen, som uddeles fra SuperBrugsen, Hadsund, men grundet corona-situationen, er det heller ikke en del årets koncept.
Det samme gør sig gældende for de populære lodtrækningspræmier. Det hele vil forhåbentligt vende tilbage, når løbet afholdes igen i 2022.
Der vil dog stadig blive udleveret væske i målområdet på stævnepladsen - og der vil også være et væskedepot på 5,5 kilometers ruten og hele to væskedepoter på 10,5 kilometers ruten.
Der er også blevet indgået en aftale med Nordea, som vil sponsorere flotte løbe-t-shirts til alle løberne. Disse kan bestilles sammen med tilmeldingen til løbet, der skal foretaget på www.mariagerfjordok.dk senest den 29 august.