Efter 16 lange måneder kan den lokale rejseklub fra Hadsund, “De rejseglade jyder” igen drage på eventyr.
Det fortæller Jan Schwartz, der er initiativtager til rejseklubben, til Fjordavisen. Han fortæller, at klubben har ventet siden sidste aflyste rejse, der skulle have været i april 2019. Nu kan de igen rejse ud og opleve verden, hvor næste eventyr venter på dem i Halkidiki i Grækenland.
Denne rejsedestination, som også bliver kaldt for Europas Caribien, vil byde klubben på masser af oplevelser, hvor både arrangerede udflugter, besøg hos lokalbefolkningen, guidet vandreture og afslapning er de ingredienser, der udgør opskriften for de rejseglade jyders nye eventyr.
Jan Schwartz fortæller dog, at der ikke har været nok billetter i forhold til den store efterspørgslen. Det er i alt 33 rejseglade jyder, der vil drage afsted mod Grækenland, men havde der været billetter nok, havde dette antal nok været det dobbelte. Der er nemlig rigtig mange, der søger det sociale samvær, gode vejr og arrangerede aktiviteter, som De Rejseglade Jyder byder på.
Der vil for eksempel, på Halkidiki, være en arrangeret petanqueturnering for dem, der har lyst til at deltage, samt en drenge- og en pigetur til den nærliggende by. Der vil derudover også være en danseaften under den lune sommerhimmel, hvor der vil blive skrålet med til sange fra en hjemmelavet sangbog.
Alt i alt er rejseklubben en rigtig god mulighed for at møde nye mennesker, der kan blive til nye venskaber. Og derfor, fortæller Jan Schwartz, er der mange, der glæder sig rigtig meget til at komme ud og møde rejsevennerne igen.