Undersøgelser viser, at lange arbejdsdage kan være skidt for helbredet. Og andre viser omvendt, at korte arbejdsdage kan give medarbejderne større arbejdsglæde og mere trivsel, mens der skal balanceres mellem arbejde, fritid og familie.
Den viden har Sirena Soap i Hadsund høstet de positive frugter af: Virksomheden indførte en arbejdsuge på fire dage, og satte samtidig tid af til fælles motion i arbejdstiden.
Og resultatet viste sig at være rigtigt positivt, ifølge direktør Per Bo Christensen: Virksomheden begyndte at få øget produktivitet, og de ansatte oplevede større trivsel, når de kunne gå på weekend en dag tidligere.
Hver onsdag eftermiddag sættes der en times fælles motion af for alle. Det er i samarbejde med Mariagerfjord Kommune, at virksomheden har planlagt fælles motion på arbejdet.
Den kortere arbejdsuge, med lidt længere arbejdsdage, kombineret med motion, har haft positive effekter på sygefraværet og arbejdsglæden. Og virksomheden producerer nu faktisk mere på de fire dage, end på de normale fem dage.
Sirena Soap fortsætter at arbejde med medarbejdernes trivsel og sundhed: Næste projekt er et forløb om dårlige vaner mht. kost og søvn. Emnet tages op på fælles samlinger i virksomheden, og der er også mulighed for individuel rådgivning. Det er frivilligt at deltage i projektet for medarbejderne.