Hadsund er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Kattefodring førte til sigtelse af fire mænd
Tirsdag kort før middag modtog politiet et anmeldelse fra en borger. Han skulle fodre sin kammerats kat, fordi kammeraten ikke var hjemme, men da han ankom til hans lejlighed, opdagede han, at der befandt sig fire personer i lejligheden.
Han skyndte sig derfor at ringe til sin kammerat, der forklarede, at han ikke havde givet nogen lov til at bruge lejligheden, og at han ikke kendte personerne. Derfor ringede borgeren til politiet.
Politiet rykkede med det samme ud, og da politiet ankom til lejligheden, sad de fire personer indenfor, hvor de røg og drak. De blev sigtet for husfredskrænkelse, hvilket medførte at den ene person hidsede sig meget op, hvorfor politiet anholdte ham.
Den ene sigtede person forklarede, at hoveddøren var ulåst, og de på den måde var kommet ind.
Episoden fandt sted på Sankt Peders Gade i Nørresundby.
Indbrud i Brønderslev
Da en borger kom hjem tirsdag efter at have været væk et par dage, opdagede han, at der havde været indbrud.
En endnu ukendt tyv havde brudt ind i huset på Rolfsgade i Brønderslev gennem et vindue i soveværelset med et koben. Kobenet havde efterladt mærker i vinduskarmen.
Inden tyven igen forlod stedet gennem en terrassedør, havde vedkommende stjålet et kontantbeløb.
Har du set noget? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app eller hent nabohjælps gratis app her:
Download i App Store
Download i Google Play
Narkokørsel og besiddelse af kokain
Politiet anholdte tirsdag aften en mand og sigtede ham for narkokørsel.
Manden kom kørende ad Havnegade i Asaa, da politiet standsede ham. Manden virkede påvirket, og derfor valgte betjentene at teste ham for narkopåvirkning. Testen gav udslag – betjentenes mavefornemmelse var rigtigt.
Politiet visiterede manden og passageren i bilen. På passageren blev der fundet 1,96 gram kokain. Derfor blev hun sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, hvilket hun erkendte.
Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille:
- Du får frakendt dit kørekort ubetinget i 3 år.
- Du får en bøde.
- Du skal gennemføre et kursus i Alkohol, Narko og Trafik. Kurset varer samlet set 12 timer og koster 3.200 kr.
- Du skal bestå en ny teori- og køreprøve.
Bliver du taget flere gange med ulovlige stoffer og/eller alkohol i blodet, stiger straffen.
Spritbilist anholdt
En borger ringede til politiet tirsdag aften, idet han havde observeret en person sidde foran sin bil, der holdt på et græsareal ved Aalborgvej tæt på Hadsund. Borgeren kontaktede manden, der var aggressiv og virkede meget påvirket af alkohol. Kort tid efter ankom en anden borger til stedet, og på dette tidspunkt havde manden sat sig bag rattet, selvom nøglen sad i tændingen.
Derfor tog de bilnøglen fra ham, hvilket han blev meget oprevet over.
Da politiet ankom til stedet, alkoholtestede de manden. Testen viste, at hans promille lå på 1,42.
Politiet sigtede ham derfor for spirituskørsel og anholdte ham for at få taget en blodprøve på Hobro Sygehus. Desuden fik han frataget sin førerret, og politiet konfiskerede hans bilnøgle.
Havefest til ulempe
Ved halv to tiden natten til onsdag ringede en kvinde til vagtcentralen, idet hun for anden nat i træk var generet af en havefest hos en af sine naboer.
Politiet rykkede derfor ud til naboen på Gammel Løkkensvej i Hjørring. Betjentene fik slukket musikken og taget en snak med personen, der holdt festen – en ung mand.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her:
https://politi.dk/abonner