Hadsund Sport & Event byder zoneterapeut velkommen i huset

Foto: Zoneterapi.
dato

Zoneterapeut Anne Ravnkilde rykker ind i Hadsund Sport & Event med sin klinik Grøn Mynte. Her vil borgere i Hadsund og omegn få lettere adgang til zoneterapi, massage og rådgivning inden for kost og velvære. I december markeres åbningen med helt særlige tilbud.

Et løft til det lokale sundhedstilbud 

Med tilbuddet og åbningen håber Anne Ravnkilde at gøre zoneterapi mere tilgængeligt for både børn og voksne i området. 

“Jeg glæder mig til at tilbyde behandling til borgere i Hadsund og udvide min kundebase. Det er altid spændende at starte i et nyt område,” fortæller Anne Ravnkilde. 

Anne er uddannet zoneterapeut i 2021 fra Dansk Institut for Zoneterapi. Samme år blev hun desuden uddannet i øreakupunktur og kombinerer ofte de to behandlingsformer hos sine klienter. 

Anne uddyber: “Det er en fordel at kunne arbejde på tværs og kombinere de to fagligheder, men behandlingsformerne kan også sagtens stå alene, alt efter klientens problematik.” 

Hvad er zoneterapi? 

Zoneterapi er en alternativ behandlingsform, hvor behandlingen foregår på fødderne. Ifølge zoneterapiens teori er kroppen inddelt i zoner, der afspejler organer og kropsdele. Ved at arbejde med tryk, massage og stimuli på disse zoner forsøger behandlere at påvirke kroppens funktioner og skabe bedre balance. 

Mange bruger zoneterapi enten som supplement til behandling af eksisterende gener eller som en forebyggende indsats. Under en behandling hos Grøn Mynte indledes der typisk med et kort fodbad og en samtale om din situation. Hvis ønsket, kan Anne supplere med vejledning om kost, kosttilskud og urter. 

Behandlingen beskrives af mange som en rolig og afslappende pause fra hverdagen, hvor fokus er på at skabe flow og sammenhæng i kroppen.

Åbningstilbud og julegaveidéer 

I forbindelse med åbningen i Hadsund tilbyder Grøn Mynte følgende december-tilbud: 

  • 1 times zoneterapi: 300 kr. (Normalpris 450 kr.) 
  • 3 behandlinger: 1.275 kr. – mulighed for gratis øreakupunktur som supplement 
  • ½ times massage: 350 kr. (nakke, ryg, skuldre, lænd og arme) 

Derudover kan der købes gavekort – en oplagt julegaveidé: 

  • Gavekort til zoneterapi inkl. øreakupunktur: 450 kr. 
  • Gavekort til ½ times massage: 350 kr.

Kig forbi Hadsund Sport & Event eller ring til Anne på telefonnummer 24464710 og bestil tid til dig selv eller årets julegave til én, du holder af. 

Kilde: Hadsund Hallerne / Hadsund Sport og Event
åbningstider

MOTIONSBOXEN er døgnåben for medlemmer. Åbningstider med bemanding: Mandag - torsdag: 08.00-15.00 Fredag: 08.00-13.00