Hadsund Inner Wheel

Leder fra Krisecenter samt 2 InnerWheel damer Hanne & Margrethe
dato

 Torsdag den 19. februar havde Hadsund Inner Wheel den store fornøjelse at besøge både Julemærkehjemmet Hobro og Krisecenter for Kvinder i Hobro for at overrække en donation på 10.000 kr. til hvert sted.

Et besøg hos Julemærkehjemmet

Første stop var Julemærkehjemmet, hvor forstander Maria og viceforstander Lene tog varmt imod os. I spisesalen blev vi budt på kaffe og morgenbrød i personalets pause, hvilket gav os mulighed for at hilse på flere af medarbejderne og få en god dialog om deres vigtige arbejde.

Julemærkehjemmene hjælper børn i alderen 7–14 år, der mistrives – børn som kæmper med mobning, ensomhed og lavt selvværd. Et ophold varer 10 uger og er gratis for familierne. Der er hverken forældrebetaling eller kommunal betaling.

Et 10-ugers ophold koster 102.520 kr., og kun ca. 2,6 % af driften dækkes af offentlig støtte. Resten finansieres gennem donationer fra privatpersoner, fonde, foreninger og loger.

Under opholdet arbejder børnene målrettet med at opbygge selvværd, fællesskab og robusthed – både fysisk og psykisk. Efter endt ophold følger en opfølgningsperiode, så barnet støttes i overgangen tilbage til hverdagen.

Vi afsluttede besøget med at møde tre unge mennesker, som med smil og stolthed stillede op til fotografering.

Et vigtigt fristed for voldsramte kvinder

Herefter gik turen til Krisecenter for Kvinder i Hobro, hvor Gitte og Bente tog imod os med kaffe og chokolade.

Krisecentret har plads til fire kvinder og seks børn – i alt 10 sengepladser. Kvinderne opholder sig i gennemsnit tre måneder, hvor de med støtte fra personalet får hjælp til at starte en ny tilværelse fri for vold. Af sikkerhedsmæssige årsager placeres kvinderne aldrig i deres eget lokalområde.

Krisecentret er et stort hus på ca. 300 m² – et hus fyldt med følelser, behov for omsorg og støtte. Samtidig er det også et aktivt hus i udvikling. Der arbejdes blandt andet på etablering af en ny legeplads, der skal kunne rumme både små og større børn.

Forstanderen kunne desuden fortælle, at kvinderne allerede har besluttet, at en del af donationen skal bruges på en fælles oplevelse – blandt andet en tur til Randers Regnskov.

Det blev en dejlig og meningsfuld dag, hvor begge steder udtrykte stor taknemmelighed for støtten og opmærksomheden omkring deres vigtige arbejde

 

Kilde: Hadsund Inner Wheel
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.