Gør træning til en vane med de 3 S’er

dato

Af: Nikolaj Bach // BSc. i Medicin m/Industriel Specialisering // Medejer og personlig træner i STYRK

De fleste vil gerne gøre træning til en vane. Og det giver jo rigtig god mening. Med bevægelse som en fast del af ens liv, så er der en god sandsynlighed for, at man både kommer til at leve et længere og gladere liv, med færre begrænsninger og smerter.

Hvis træning samtidig kan blive en vane, altså en automatiseret rutine, så er det ikke noget, der i samme grad kræver energi og selv-overtalelse. Man gør det bare. 

Men hvordan kommer man derhen, hvor man har en stærk træningsvane?

Generelt ser vi 3 ting, der er afgørende for at gøre træning til en vane. Jeg kalder dem de 3 S’er.

Gør træning til en vane med STRUKTUR
Den bedste træning er den, du rent faktisk får lavet, plejer vi at sige. 

Derfor skal træning også helst være noget, du for det meste synes er sjovt.  Og træningen er netop ofte sjovest, når man rent faktisk får resultater af den. 

Og for kontinuerligt at udvikle sig i sin træning, så er man nødt til at træne efter en form for struktur.

En af de største begynderfejl vi ofte ser, er faktisk at folk tager ned i træningscenteret og enten løfter den samme vægt hver gang, eller vælger øvelser helt tilfældigt fra træning til træning.

Ingen af delene giver god fremgang på den lange bane. Udvikling kræver nemlig retning.

Med andre ord: Følg et træningsprogram, der er tilpasset dig og din målsætning. Det betyder ikke, at alt nødvendigvis skal være struktureret ned til mindste detalje, men er din træning planlagt, er der både større chance for, at du får den udført, OG at du får resultater af den.

Det er samtidig et af de største problemer vi ser ved klassisk holdtræning – at alle laver det samme. For en stor dels vedkommende betyder det, at træningen hverken er tilpasset deres niveau, målsætning eller præferencer.

Og netop derfor har vi i STYRK sørget for at selv deltagerne på vores gruppetræninger har hvert deres træningsprogram, så de rent faktisk kan blive ved med at rykke sig.

SUCCESOPLEVELSER styrker din træningsvane
Når vi oplever at vi lykkes med de opgaver vi sætter os for, så er der langt større chance for at vi opnår motivationen til at fortsætte med det. 

Man kalder dette ”mestringstillid”. En tillid til ens egne evner der opstår, når man lykkes med det, man arbejder med.

Og hvad betyder det så for at gøre træning til en vane? Jo, det betyder, at hvis vi kan gøre succeserne synlige for os selv, så er der større chance for at vi også bliver ved med at træne på den lange bane.

Fordi træningen føles langt mere tilfredsstillende.

Det er også derfor vi i vores klientforløb har stort fokus på at synliggøre succeserne. At gøre klienten opmærksom på, at de har rykket sig i en øvelse. At de kan lave en ny bevægelse. At de har fået bedre teknik. Alt sammen ting, der kan være med til at forbedre træningsoplevelsen.

Men hvad så, hvis du ikke har en træner? Så kan noget så simpelt, som at skrive din træning ned, gøre en kæmpe forskel. Pludselig lægger du nemlig mærke til, hvor meget du har rykket dig i en øvelse i forhold til for 3 måneder siden.

… Og du bliver mere tilbøjelig til lige at løfte liiiidt tungere, end du gjorde i dit sidste træningspas.

Og husk at sætte baren lavt. Det er helt fint at have et mål om ”kun” at træne to gange om ugen, og så føles det bare som en bonus og en endnu større succesoplevelse, hvis du når en tredje træning. Det giver lyst til mere.

STØTTE kan gøre din træning til en vane
Vi mennesker er sociale dyr, og trives ofte bedst i en form for fællesskab. 

Det vil sige, at når andre støtter og anerkender din indsats i gymmet, så føles det mere motiverende.

Og hvis du har svært ved at få trænet, så bliver det ofte nemmere at komme afsted, når du har forpligtet dig til et fællesskab. Så bryder man nemlig ikke kun aftalen med sig selv.

Og et fællesskab kan lige så vel være dig og en anden person, som en gruppe af personer. Det kan altså være alt fra din træner, til din træningsmakker, til de andre medlemmer på holdtræningen, eller blot en god ven, som støtter dig i din proces.

Men sørg for at have en eller flere allierede, der både kan forpligte dig og støtte dig!

De 3 S’er: Struktur, succesoplevelser og støtte
De 3 S’er er (sammen med mange andre principper) tænkt ind i alle niveauer vi arbejder med klienter på. 

Ja, idéen om at kombinere styrken af et støttende fællesskab med værdien af struktur og individualiseret træning, var faktisk det, der fik os til at starte vores eget gruppetræningskoncept Træningsklubben (hvor vi træner på små hold, med individuelle træningsprogrammer).

Hvad end du synes Træningsklubben lyder spændende, eller du er mere interesseret i at høre om, hvordan vi kan hjælpe dig i et personligt forløb, så vil vi meget gerne tilbyde dig en uforpligtende samtale om din målsætning.

Skriv til os, og få en uforpligtende snak i STYRK, lige her

Kilde: Nikolaj Bach // BSc. i Medicin m/Industriel Specialisering // Medejer og personlig træner i STYRK
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook