Fra skolebænk til entreprenørmaskiner – Aksel stortrives i erhvervspraktik hos Carsten Kristensen

Foto: Carsten Kristensen. Carsten og Aksel.
dato

15-årige Aksel fra Als har fundet sin rette hylde hos entreprenørvirksomheden Carsten Kristensen, Skelund. Her bytter han hver onsdag og fredag klasseværelset ud med værkstedet – her får han lov til at arbejde med store maskiner, mekanik og alt det, han virkelig brænder for.

En praktikplads med mening

Da Aksel skulle finde et studiejob, stod det klart, at han ville ud og bruge hænderne – ud og lære noget, som han kan bruge i fremtiden. Gennem sin morfar, Jørn, kom han i kontakt med Carsten Kristensen, indehaver af den lokale entreprenørvirksomhed i Skelund, og allerede ved den første samtale stod det klart, at det var det helt rigtige match.

”Aksel kom med ud til en samtale, og så var der bare god kemi fra starten,” fortæller Anette, der arbejder på kontoret hos Carsten Kristensen.

Siden marts har Aksel haft et fritidsjob i virksomheden, og for et par måneder siden blev det udvidet til en fast praktikordning to dage om ugen – onsdag og fredag.

Flittig og nysgerrig på værkstedet

På værkstedet, hvor tre erfarne smede sørger for vedligehold og reparation af entreprenørmaskiner, har Aksel hurtigt fundet sig til rette. ”Han hjælper til, hvor der er brug for det. Aksel er superflittig og forstår tingene lynhurtigt,” siger Anette.

Hun fortæller også, at Aksel har flair for IT – en evne, som er nyttig, ikke kun i virksomheden, men generelt i vores samfund. Han er hurtig til det tekniske, en styrke, som de sætter pris på.

Aksel selv nyder dagene på værkstedet: ”Jeg får mange ting ud af det. Det er ikke kedeligt, fordi opgaverne virkelig interesserer mig,” fortæller han.

En gevinst for både virksomhed og elev

Carsten fortæller, at praktikordningen ikke kun handler om at lære et ungt menneske op, men i lige så høj grad om fællesskab og om at give plads til forskelligheder – om at spille hinanden gode.

"Jeg kunne godt have ønsket, at den mulighed fandtes, da jeg selv gik i skole," fortæller han.

For Aksel og mange andre unge er det lettere at overskue en uge med tre skoledage og to praktikdage end et langt forløb med udelukkende skole. Når de unge får mulighed for at opleve succes med hænderne og arbejde med noget, de faktisk finder spændende og lærerigt, vokser både motivationen og lysten til at lære. Kombinationen af teori og praksis gør undervisningen mere meningsfuld – de kan se, hvordan det, de lærer i skolen, kan bruges i virkeligheden.

Morfar Jørn glæder sig over samarbejdet og roser virksomheden for at tage godt imod Aksel: ”Jeg synes, det er fantastisk, at Carsten har åbnet dørene og sammen med medarbejderne taget så godt imod Aksel. Aksel har virkelig fundet et sted, hvor han passer ind.”

Aksel drømmer allerede om traktorkørekort, når han fylder 16, så han også selv kan komme ud og køre de store maskiner.

Hos Carsten Kristensen glæder de sig over at være en del af Aksels rejse mod drømmejobbet– og de håber, at flere virksomheder vil give unge som Aksel en mulighed.

Læs mere om virksomheden og deres arbejde på www.ck-maskiner.dk eller på Carsten Kristensen Maskiners Facebookside.

Kilde: Carsten Kristensen
Carsten Kristensen

Underbakkevej 29, Hadsund

985856..
Se på kort

åbningstider

Tlf: 98 58 56 04