Der blev snittet, stegt og kæmpet om sejren, da seks elever fra Arden Skole og seks elever fra Hadsund Skole onsdag aften mødtes i finalen i Slagt & Æd på HEG i Hobro. Opgaven for finaleholdene var at tilberede en trerettersmenu, hvor grisen var det gennemgående tema. Opskrifterne fik eleverne først på dagen, og retterne blev senere bedømt ved en blindsmagning af et dommerpanel.
Efter flere timers arbejde i køkkenet ventede alle spændt på afgørelsen. Kun to point skilte holdene ad, og det blev eleverne fra 8. klasses valgfagshold i madlavning fra Arden Skole, der kunne juble over sejren.
Finalen markerede afslutningen på et undervisningsforløb, hvor 84 elever fra Hadsund, Rosendal, Arden, Mariager og Søndre Skole har fulgt grisens vej fra landbrug til middagsbord. Eleverne har besøgt et moderne landbrug hos Lene og Per i Rold og fået indblik i svineproduktionens hverdag.
Undervisningen fortsatte dagen efter på HEG i Hobro, hvor eleverne sammen med faglærere arbejdede med udskæring og tilberedning af en halv gris og serverede resultatet for deres forældre. Slagt & Æd har også givet de unge indsigt i de mange uddannelser bag fødevarerne på middagsbordet.
Gennem forløbet har eleverne stiftet bekendtskab med erhvervsuddannelserne landmand, gourmetslagter og kok, og på HEG bistod faglærer og gastronom Flemming Graff Horup med at give praktiske erfaringer i køkkenet.
Slagt & Æd er et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og HEG, som skal styrke elevernes afklaring om valg af ungdomsuddannelse og vække interessen for erhvervsuddannelserne.
Finalen blev dømt af et panel med landmandsparret Lene og Per, dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther, udvalgsformand for Børn og Familie Leif Skaarup samt direktør for Mariagerfjord Erhverv, Michael Christiansen. Holdene blev udvalgt på baggrund af indsatsen i undervisningsforløbet, og hvert hold stillede med seks elever.
Vinderen fra Arden Skole fik et gavekort på 2.000 kroner til deres årgang og en ismaskine fra HEG til skolens madkundskabslokale. Hadsund Skole, der blev nummer to, tog en stor snackkurv med hjem. Alle deltagere fik desuden et net med små gaver som tak for indsatsen.
Arden Skoles vindermenu bestod af græskarsuppe med perlebyg, sprød palmekål og serranoskinke samt flettede kuvertbrød til forret. Hovedretten var både wokret og burger med pulled pork, hjemmebagte boller, coleslaw, hjemmelavede dressinger og rødbedehummus. Desserten bød på pandekager med hvid chokoladetrøffelcreme, marineret frugt og hjemmelavet karamel.
https://www.mariagerfjord.dk/nyheder/2026/arden-skole-loeb-med-sejren-i-slagt-aed