Pakkeriet på Produktvej i Hadsund fik en ordre lidt ud over det sædvanlige i juledagene: Et sjællandsk firma skulle bruge 325.000 testsæt til at teste for corona - og ordren hastede.
Det lille pakkeri takkede ja til ordren, og så gik det ellers hurtigt, for hænderne skulle være rappe. Ordren blev nået på få dage, med hjælp fra ca. 60 ekstra medarbejdere, der blev hyret ind til opgaven.
Pakkeriet er grundlagt af iværksætteren Gry Larsen for lidt under et år siden. Pakkeriet beskæftiger borgere med særlige behov, f.eks. førtidspensionister og fleksjobbere, som passer deres arbejde under forskellige hensyn.
“Det var virkelig en hastesag, fordi pakkerne skulle anvendes ved coronatestcentre i Syddanmark, hvor man gjorde klar til julens rykind,” fortæller Gry Larsen.
Du kan læse mere om Gry Larsen og virksomheden Pakkeriet her.